top of page

VORES HISTORIE

Historien om

PAKHUSET

PAKHUSET er beliggende midt på lystbådshavnen i Skagen med udsigt til lystbådene og de øvrige klassiske og for Skagen kendetegnene Pakhuse. Pakhusets bygning er tegnet af den berømte danske arkitekt og formgiver Thorvald Bindesbøll og opført i årene 1905-1907. Indenfor i restauranten såvel som udenfor på husets gavl er bygningen udsmykket med tro kopier af de galionsfigurer, som blev opkøbt fra strandingsauktioner og samlet af hotelejer Ludvig Emil Andersen i årene 1893-1910. 

Gallionsfigurene  

En samling som få

Når man i dag besøger Pakhuset på kajen i Skagen, kan man meget let og ubevidst komme til at lade blikket vandre nysgerrigt og beundringsfuldt op. Her vil øjnene fange de i alt 42 galionsfigurer og udskårne ornamenter, som pryder Pakhusets bygning inde såvel som ude. 

 

Den flotte og specielle samling blev oprindeligt skabt i årene 1893 – 1910 af hotelejer Ludvig Emil Andersen, der gennem årtier havde erhvervet sig samlingen ved opkøb på diverse strandingsauktioner. Den enestående galionssamling har oprindeligt hængt i spisesalen på Ludvig Emil Andersens hedengangne Skagens Hotel. Sidenhen har Pakhusets tidligere ejer Hans Sund, ladet Restaurant Pakhuset være ramme til denne historiske samling fra det gamle Skagen.  

 

Galionsfigurerne blev beundret og besunget gennem mange årtier, indtil de til alles fortrydelse blev ”bortført” af den svenske skibsreder Axel Axelsson Johnsson, der tilbød et så betragteligt beløb, at det var umuligt for det økonomisk trængte Skagens Hotel at modstå. Hotellets daværende ejer Ingeborg Østergaard – som den forelskede Holger Drachmann kaldte ”Skagens Rose” - modtog nemlig et beløb på 70.000 kr. hvilket måske ikke lyder af meget i dag.  Omregnet til nutidens værdier ville det dog svare til et svimlende beløb på ca. 4 mio. kr, hvilket altså var for godt til at sige nej til. 

 

Det er derfor også tro kopier af de oprindelige galionsfigurer, der i dag kan opleves på Pakhuset - dog ikke en hvilken som helst kopisamling. Man kunne nemlig let forestille sig, at disse galionsfigurer af praktiske hensyn var hule og let håndterlige kopier. Det er dog på ingen måde tilfældet, da hver enkel galionsfigur stor såvel som lille er håndsnittet i tungt og solidt mahognitræ.  Alene det at håndtere, placere og ophæng disse vægtige klenodier har været en stor opgave, da de største galionsfigurerer vejer op mod 3-400 kg. Galionsfigurerne er desuden bemalet af en fransk kunstner, så de står præcis identiske med deres originaler, som i dag findes på Sjöfartsmuseet i Göteborg.

Hvem står bag?

Unge fyre med blod på tanden 

 

PAKHUSET drives i dag af brødreparret Sylvester- og Sebastian Vinther Madsen, som tilbage i 2016 – i en alder af henholdsvis 28- og 25 år, overtog restauranten efter de tidligere ejere Karen- og Hans Sund, som åbnede restauranten i sin daværende form tilbage i 1994.

 

Begge brødre er opvokset i Skagen og har erfaring fra branchen – hvor specielt Sylvester må siges at kende PAKHUSET særligt godt. Sylvester er nemlig et skoleeksempel på, hvordan man kan starte i bunden af rangstigen og arbejde sig op! Tilbage i 2002 startede han som opvasker på PAKHUSET under de daværende ejere Karen- og Hans Sund inden han sidenhen blev tjener. Senest nåede han at være café- og restaurantchef, inden han sammen med sin bror Sebastian i 2016 kunne kalde sig ejere af PAKHUSET.

 

Restaurationsbranchen var dog heller ikke fremmed for Sebastian, som indtil overtagelsen af PAKHUSET havde slået sine folder på Jakobs Café. 

 

Brødrene har siden deres overtagelse ladet PAKHUSET føre videre i dets oprindelige ånd i form af en traditionel fiskerestaurant med fokus på gode og lokale råvarer med et nyt nordisk præg. 

bottom of page